IT-udvikler

Arbejdet som it-udvikler kan både dreje sig om at løse opgaver med udvikling samt indkøb og implementering af virksomhedernes interne it-systemer. Som it-udvikler er det vigtigt, at du er opdateret på den nyeste teknologi.

Desuden vil du komme til at have en del kundekontakt og stå for den endelige tilpasning af standardsystemer. Du vil komme til at stå i spidsen for programmører og supportere, der står for installation og drift af it-systemerne.

It-udviklere arbejder typisk i virksomheder, der anvender og videreudvikler systemer og hardware eller højteknologisk it. Det kan være i finanssektoren, i teleselskaber eller i industrivirksomheder. Derudover kan du også arbejde i offentlige organisationer.

Om jobbet:

Som it-udvikler får du ansvar for at tilrettelægge den elektroniske dokumenthåndtering i virksomheden. Du skal derfor have en udviklet analytisk sans og evner til at arbejde struktureret i en kaotisk omverden. Det er også vigtigt, at du er lærenem og har kendskab til konkrete programmeringsmiljøer, software osv.

Når du arbejder som it-udvikler, kan du også komme til at arbejde som projektleder, hvilket vil bestå i at arbejde med udvikling og videreudvikling af software og indkøb af hardware. Som projektleder skal du have en særlig viden omkring organisationer, økonomi, logistik, kvalitetssikring og integration af projekter.

Du kan endvidere på længere sigt arbejde på lederniveau som it-chef.

Nederst på siden, kan du læse om ASKS arbejdsdag som IT-udviklingsmedarbejder hos Topdanmark

FAKTA

Arbejdssteder:

Forsikringsselskaber, Pengeinstitutter,
Pensionsselskaber,
IT-virksomheder, Uddannelsesinstitutioner, Offentlige virksomheder   

Stillings
betegnelser:

IT-udvikler, Programmør, Datamatiker, IT-chef

KARRIEREVEJEN

9./10. klasse
STX, HF, HHX, HTX, EUX eller erhvervsuddannelse
Datamatiker eller professionsbachelor
IT faglig universitetsuddannelse, fx DTU, ITU
IT-udvikler

ASK, 39 ÅR, IT-UDVIKLINGSMEDARBEJDER HOS TOPDANMARK

Ask er 39 år og bor i Herlev. Efter gymnasiet og aftjent værnepligt læste Ask til datamatiker og har siden taget en række kurser på IT-Universitetet. Siden 2015 har han været en del af Topdanmarks 400 mand store IT-afdeling på hovedkontoret i Ballerup. Senest er Ask blevet certificeret Scrummaster.

 

Der er flere årsager til, at jeg er glad for at arbejde hos Topdanmarks it-afdeling. For det første fordi jeg arbejder med forskellige open source teknologier, som jeg har særlig interesse for, bl.a. PHP, MySQL og Typo3. For det andet er jeg rigtig glad for at arbejde systematisk efter Scrum metoden. Og så ligger min arbejdsplads tæt på mit hjem.

 

Jeg trives vældig godt i Topdanmark, som godt kan slå sig endnu mere op på at være en arbejdsplads med høj trivsel blandt medarbejderne. Jeg oplever en fantastisk forståelse for, at familieliv og arbejdsliv skal hænge sammen. Selvfølgelig skal vi levere meget, og der stilles høje krav, men der er en god balance i tingene. Jeg har arbejdet andre steder, hvor arbejdsklimaet var meget hårdt.

 

Alle it-udviklere arbejder efter Scrum metoden, og det fungerer super godt, fordi det giver nogle gode rammer at agere i. Det trives jeg med, og hvis jeg tidligere i min karriere havde kunnet arbejde på den måde, ville det have gjort en stor forskel for mig.

 

Lige nu arbejder mit team på at gøre flere selvbetjeningsløsninger på hjemmesiderne responsive, så kunderne kan få det optimale ud af de forskellige funktioner på både pc, tablet og smartphone. Det er meget interessant og heldigvis meget tidssvarende. De teknologier vi bruger, Sass, Gulp osv., er helt up-to-date.

 

Jeg kan sagtens forestille mig, at jeg også er i Topdanmark om 3-4 år. Der er mange muligheder for at sætte sit præg på både afdelingen og på de forskellige opgaver, som jeg er med til at løse. Man kan også udvikle sig, og der er vide rammer for at prøve flere forskellige roller, uden at skulle skifte job.

 

Der er en rimelig høj kompleksitet i opgaverne, og det stiller krav til, at vi gennemtænker løsningerne. Det giver mig en stor tilfredshed at se, at det man har tænkt meget over, også giver kunderne en god oplevelse. I den tid, jeg har været her, er mit fokus skiftet fra Typo3 til den responsive web front-end. Jeg ved endnu ikke, hvad næste opgave bliver, efter vi er færdige med det responsive design. Men der er helt sikkert en masse nye opgaver.

 

Min hustru venter vores tredje barn, så det forbereder vi os stille og roligt på. Jeg har en søn med ADHD, og derfor er jeg aktiv i ADHDforeningen. Ellers nørder jeg lidt med computerprogrammer og små projekter i haven. Og så kan jeg rigtig godt lide at gå på havjagt med en af mine kolleger.

Overvejer du en karriere i finanssektoren?

 

Hør Marks gode råd til unge, der overvejer en karriere i finanssektoren.

Se de mange muligheder
i finanssektoren

Bank og Realkredit

IT

Forsikring og pension

Se de mange uddannelser & jobtyper i finanssektoren

IT

Administration, Jura og HR

Forretnings- og Produktudvikling

Kommunikation, PR og Markedsføring

Finansiel rådgivning

Ledelse